jeres vej som I kom — her er absolut intet marked for jere varer.
Med den besked maatte skibene sejle hjem igjen.
Men Vestens pengepisk-svingere blev mægtig vrede:
— Hvad var det dog for et skammeligt tyranni som dreves i det gamle land?! At tvinge den stakkels befolkning til i dyre domme at kjøbe af indenlandske producenter, hvad de for en slik og ingenting kunde faa kjøbt af fremmede!... I civilisationens og i menneskehedens navn: det tyranni skulde ha en ende!
— og dermed erklærte de det gamle land krig.
Og det gamle land laa under i kampen og blev nødt til at aabne sine døre. Foreløbig ganske vist bare paa klem: et par aabne havne, det var alt. Men mere hadde de vestlige barbarer til en begyndelse heller ikke rug for. Naar de først fik sat sig godt fast i de par havne, skulde de nok vide siden derfra at trænge ind i landets indre og bemægtige sig hele dets marked.
Saameget mere nøjet de sig foreløbig med disse par havne, som de netop hadde faat kig paa endnu et nyt marked for sit overflødige gods. Længst ude i det yderste Østen laa nemlig nok et saadant lukket land, hvortil den gamle kinesiske civilisation i sin tid var blit plantet over — „Den Opgaaende Sols Land“ hadde dets lykkelige beboere døbt det. Det var meget mindre end moderlandet, men som øland laa det vel saa belejlig til. Didhen sendte nu de vestlige barbarer sine skibe og forlangte landet aabnet, og naturligvis blev det den samme historie om igjen: det afstængte land svarte nej, og de fremmede erklærte landet krig. Kri-
