Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/179

ikke med held ta en kamp op med dresserede naturkræfter, og vor hjemlige industri i dens nuværende form er dermed dømt — i det øjeblik vi slipper barbarerne ind, besegler vi selv dens skjæbne og den gaar sin visse undergang imøde. Men dermed er endnu ikke alt tabt! dermed har barbarerne endnu ikke faat os pengepisken vristet ud af hænderne — og det skal heller ikke lykkes dem. Vi er nemlig ingenlunde dummere end disse fremmede. Mens de sender en hær af handelsrotter ind i vort land for at narre pengene ud af lommen paa vor befolkning, sender vi en hær af lærlinge ind i deres for at lære dem alle deres kunster af. Naar disse lærlinge vender tilbage som mestre tar vi kampen op og slaar barbarerne af marken med deres egne vaaben —: vi simpelthen konkurrerer dem ud af landet igjen. Da vi som producenter paa stedet har en stor fordel fremfor dem, der maa føre sine varer langvejs fra, vil det ganske sikkert være os en smal sag at konkurrere dem ud. Men desværre kan vi ikke indskrænke os dertil, vi maa ogsaa sørge for vedblivende at holde dem ude — og det er det sørgelige. Af den grund vil vi nemlig aldrig kunne vende tilbage til vort nuværende system; vi er dømt til herefter for al fremtid at benytte dresseret naturkraft til vor produktion. Og det er en ulykke. Overproduktion vil vi da ikke kunne undgaa; periodisk vil den indfinde sig med sin skrækkelige ledsager i følge — arbejdløsheden som massefænomén — og hærge vort land som en farsot. Men den ulykke er vi altsaa nødt til at ta. Derimod kan vi undgaa, at pengepisken