alle disse vidundere, men deri blev man skuffet. Intet syntes at forbause ham, han saa paa det altsammen med en opmærksom iagttagers øje, og gjorde her og der et forstandigt spørgsmaal, aldeles som om han hadde vært en af deres egne. Da de hadde vist ham alt af interesse, bad han om ogsaa at maatte se deres arbejderkvarterer. Det brød de sig ikke noget større om, for arbejderkvartererne var der jo ingen stas ved; men som gjæst blev han føjet. — Saa en aften, da den lille gule mand og alle dem der hadde vist ham omkring, sad festlig samlet i en pragtfuld sal ved et rigt besat bord, hvor de fineste retter bares om og de kosteligste vine skjænkedes for — spurgte de ham tilslut interesseret, hvad indtryk han saa alt i alt hadde af hele deres stel.
Og den lille gule mand svarte:
— Vel: jeg indrømmer at det udvortes set tar sig ganske storartet ud. Vældige kræfter er sat i bevægelse med vældige formaal for øje, og de tilsigtede vældige resultater opnaaes letvindt og sikkert. Men nytten af det hele arrangement forekommer mig yderst problematisk. Naturligvis — for jer, saadan som I nu engang har indrettet jer, er dette vældige arbejdsapparat ikke blot nyttigt, men I kan slet ikke undvære det. Det gaar imidlertid meget godt an at indrette sig saaledes, at man ikke har brug for det. I vort land f. ex. frembringer befolkningen paa hvert enkelt sted praktisk talt alt hvad den selv forbruger; det er kun ganske enkelte artikler som væsentlig eller udelukkende frembringes paa bestemte steder, fordi disse
