vis endnu den ting, at vi ikke kan rejse gjennem vort land med den fart hvormed I bruger at rejse hertillands. Men til gjengjæld har vi ogsaa uendelig meget mindre brug for at rejse end I har. Og den tid vore faa rejser koster os har vi udmærket god raad til at spendere paa dem. De blir derved ogsaa ulige behageligere end rejser er her hos jer — en rejse hertillands aser jo sin mand ud, mens en rejse hos os er en velsignet rekreation. Jere jernbaner og dampskibe har jo tat poesien af rejser, som jere fabriker og kjæmpeværksteder har tat poesien af det menneskelige arbejde.
Jeg kan altsaa ikke se at der er nogen fordel ved at indrette sig som I har gjort.
Ganske vist kan der under jert system ophobes helt anderledes store rigdomme paa enkeltmands haand end der kan hos os. Men om de enkelte faa, hvem det lykkes at ophobe disse uhyre rigdomme, derved egentlig blir lykkeligere, det er nu vel et meget stort spørgsmaal. Sæt imidlertid at det virkelig gjør dem lykkeligere, og at jert system altsaa forsaavidt kan siges at ha en fordel; den fordel er i ethvert fald altfor dyrt kjøbt — I betaler den med en skrækkelig pris:
Hvad der slog mig mest af alt mens I viste mig omkring, det var den hæslige kontrast mellem jere pragtfulde skinnende staalmaskiner og de skidne lurvede menneskelige væsener der betjener dem. Det tar sig alt andet end stilfuldt ud — skulde der være stil i det, maatte jo slige flotte maskiner ialfald betjenes af propre velklædte mennesker. Men det fik nu endda være. Hvad der virket ganske anderledes uhyggelig