Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/189

Denne siden er korrekturlest


tasien tilbage til mit eget land hvor dette menneskelige solglimt glitrer mig imøde overalt, og jeg saa atter aabner dem og ser mig om i denne festsal, hvor ingenting mangler uden netop dette menneskelige solglimt — da er det mig som flyttes jeg med ét fra straalende varm midsommer-sol over i isgraa vintertaage. — Nej, nej! jeg ved nok I er stolte af jert stel, og jeg indrømmer at det har noget storslagent ved sig som kan friste; men bringer det jer virkelig nogen menneskelig fordel — hvad jeg ikke tror det gjør — I betaler den i alle fald med en pris som ingen fordel i verden kan opveje.

Den lille gule mand taug og blev siddende og se stille hen for sig, med glasset løftet i sin haand. Gyldent funklet vinen i det slebne krystal, men det fanget ikke hans blik; hans øjne var aabne, men de saa ikke — hans sjæl var paa langfart. Den færdedes mellem et folk af smaa gule mænd og kvinder, der modig — siden det maatte saa være — la bag sig det der hadde baaret deres solbeskinnede lykke gjennem tusen aar, og uforfærdet, med sol i øjet, styret ud i en mørk fremtidsnat mod en ny ukjendt skjæbne... Aah, dette soløjede folk! hvordan mon den saa ud den skjæbne der var det beskaaret?... Vilde solglimtet i dets øje komme til at blegne og slukkes, som det var blegnet og slukket hos Vestens folk, for at erstattes af det gyselige skillings-glis?... Eller vilde det kaste sin straaleglans foran dette folk paa dets vej gjennem natten og lyse det frelst forbi det frygtelige undervands-skær hvor Vestens skude nu stod og hug-