værdi af det beløb der var blit lagt op, og altsaa mangle dette beløb i vore kasser. Ogsaa vi andre hadde jo haabet at kunne sælge alle vore varer og tjene 33⅓ procent; derfor hadde vi paa forhaand brugt , og derved skaffet de første deres fortjeneste — og da de nu ikke gjorde gjengjæld, men lod os bli hængende med en del af vore varer, saa tjente jo ikke vi vore 33⅓ procent, og blev altsaa siddende med mindre end i kasse. Men isaafald kunde jo ikke vi længer beskjæftige alle vore arbejdere. Ikke hadde va da længer penge til at betale dem alle med, og heller ikke hadde vi brug mere for deres alles arbejde — efterspørgselen i vore brancher var jo ikke længer saa stor som før, og vi hadde desuden varer paa lager. Følgelig maatte vi indskrænke vor produktion og afskedige en del af vore arbejdere.
At varer blir liggende usolgte paa lager har man i Vesten kaldt „overproduktion“, og at svingerne af pengepisken steller sig slig, at de ikke har brug for alles arbejde, har de kaldt „overbefolkning“. Det er nogen ganske mærkelige udtryk, og gud ved hvorfor vi her i Østen, efter at ha gjort bekjendtskab med tingen, har adopteret disse meningsløse betegnelser. Hvor tyndt end et land er befolket, og hvor ringe dets produktion end er, landet vil jo alligevel alltid lide af „overproduktion“ og vise sig at være „overbefolket“ hvis svingerne af pengepisken lar være at bruge hvad de tjener paa befolkningens arbejde og isteden gir sig
