Der var ingen af os taabelig nok til at tro, at penge er levende væsener som kan yngle. Naar vor kapital var 100, saa kunde den ikke voxe til 133⅓ derved at vi brugte den til at omsætte varer med; den vilde fremdeles vedbli at være 100 — saa meget forstod vi. Vor økonomiske Abc lærte os, at hvad vi kunde tjene ved vor svingning af pengepisken, det var ikke penge, men en del af hvad der blev produceret — og at kun ved ustanselig at bruge det vi tjente, kunde vi tjene det paany. Denne økonomiske Abc-lærdom, som tydeligvis aldrig har staat rigtig klar for Vestens folk, den stod jo for os ligesaa klar som at to og to er fire — derfor brugte vi altid trolig vor fortjeneste op, saavidt som det stod til os. Og følgen var at vort økonomiske maskineri aldrig kom i ulave — det arbejdet saagodtsom uden at knirke.
Paa denne maade løste vi altsaa dengang ejendoms-rettens opgave saa fuldkomment som den menneskelig talt lar sig løse, bare ved at holde os den dobbelte regel efterrettelig, at befolkningen ikke maa lønnes daarligere, end at dens efterspørgsel sammen med vor egen blir stor nok til at sysselsætte alle — og at enhver samvittighedsfuldt, saavidt det staar til ham, maa bruge hvad han tjener til sidste hvid.
Denne dobbelte, regel flyder jo direkte ud af selve grundloven for svingningen af pengepisken.
Maalet er jo nemlig, og maa nødvendigvis være — det ligger i sagens natur — den størst mulige gevinst for svingerne af pengepisken. Og det maal kan ikke naaes uden den størst mulige produktion — og den
