derved bragt os op i det økonomiske uføre, hvori vi nu sidder fast. Hadde vi istedenfor at konkurrere hverandre sønder og sammen ved stadig at underbyde hverandre, handlet i samraad og var kommet overens om faste fælles priser og en fast fælles arbejdsløn, kunde det jo vært ganske ligegyldigt hvor lavt denne arbejdsløn og disse priser af hensyn til den udenlandske konkurrence hadde maattet sættes. Bare der hadde vært det rette forhold mellem priserne indbyrdes paa den ene side, og mellem priser og arbejdsløn paa den anden, saa hadde jo vor økonomi kunnet gaa i den skjønneste orden uanseet den fremmede konkurrence.
Sæt, for at bruge de samme tal som før, at vedligehold fornyelse og øgning af vort arbejdsmateriel, med samt det uproduktive arbejde, nu som i gamle dage maatte lægge beslag paa en tredjepart af befolkningens arbejdskraft, og at vi saa hadde organiseret os med det formaal for øje at sætte de to andre tredjeparter af befolkningen igang med en forbrugs-produktion, af hvis resultat vi ønsket at beholde en fjerdepart for vor egen mund.
Det formaal vilde jo da godt la sig realisere:
Vi fik begynde med at lave en pristarif for den af vore brancher der ligger i skarpest konkurrence med udlandet, og som derfor kræver de forholdsvis laveste priser og følgelig ogsaa lavest arbejdsløn. Niveauet for denne tarifs priser maatte vi lægge saa lavt, at branchen blev absolut sikret mod den fremmede konkurrence; og prisernes indbyrdes forhold maatte bestemmes efter de forskjellige arbejdsmængder, som
