erfaringsmæssig behøves til at frembringe hver enkelt artikel. Naar pristarifen paa denne maade var fastslaat vilde branchens arbejdsløn være givet ved selve det formaal vi hadde sat os. I det øjeblik vi ønsket at tjene en fjerdepart af hvad der blev produceret maatte jo arbejdslønnen sættes til halvparten af den værdi en arbejder efter denne tarif gjennemsnitlig frembringer pr. arbejdsdag. Naar denne arbejdsløn ikke var for høj for den branche der laa i skarpest konkurrence med udlandet, saa vilde den endnu mindre være for høj for de andre brancher, hvor konkurrencen med udlandet var mindre skarp; den vilde altsaa trygt kunne adopteres af alle de andre brancher, som da paa basis af denne fælles arbejdsløn fik kalkulere sine priser saaledes, at hver artikels pris blev det dobbelte af, hvad det med denne arbejdsløn kostet at frembringe den. Og skulde det saa vise sig, at udlændinger, fristet af de lave priser, søgte at tjene penge ved at føre ud af landet produkter der var bestemt for den indenlandske konsumption, saa fik man altsaa stoppe den trafik med en udførselstold.
Allerede ved at etablere disse priser og denne arbejdsløn vilde vi forsaavidt ha naad vort maal, som en fjerdepart af de forbrugsartikler der producertes, da nødvendigvis maatte tilfalde os, eftersom befolkningen for sin løn ikke kunde kjøbe mere end de tre fjerde-parter. Og kunde vi saa dertil ordne den hele forbrugs-produktion saaledes, at der netop blev produceret hvad befolkningen og vi selv ønsket at kjøbe for vore penge, saa vilde jo alt hvad der producertes
