vil bli til ganske umaadelig velsignelse for de civiliserede landes befolkning, hvis den genneføres af befolkningen selv for at stille hele jordens afkastning til alles fri raadighed.
Blir derimod overgangen fra det extensive til det intensive jordbrug gjennemført af en flok kapitalister for at tjene penge, da vendes velsignelsen til den skrækkeligste forbandelse — og den syndflod af nød og elendighed, som da kommer væltende ind over menneskeheden, vil historien endnu aldrig ha set magen til.
Ganske vist er der foreløbig ingen fare for, at kapitalen skal kaste sig over jordbruget for at gjennemføre denne arbejdsbesparende revolution. Jordbruget har for øjeblikket ingen høj stjerne hos kapitalen; det gamle jordbrug er nemlig ikke nogen „god forretning“ mere, og det nye, intensive jordbrug, som kræver en volsom anlægs- og drits-kapital i forhold til det areal der lægges under dyrkning, har endnu ikke vundet kapitalens tillid. Men sæt at denne tillid vindes ingen kortere eller længere tid, og at kapitalen altsaa gaar igang med den store arbejdsbesparende revolution —:
De første kapitalister, der efter personlig at ha uddannet sig som intensive jordbrugere, vover at sætte sine kapitaler i intensivt jordbrug, kommer nødvendigsvis til at tjene store penge. Deres exempel vil derfor hurtig bli fulgt, kapitalen vil grisk og graadig kaste sig over den nye lønnende forretning, og jordbrugets produktion vil derved bli øget noget ganske enormt.
