lig ikke levet bort disse penge i sus og dus. Hadde befolkningen nødtvungent spinket og sparet, fordi den ikke hadde andet at leve af end sin usle løn, saa hadde til gjengjæld vi, skjønt vi tjente penge i massevis, af fri vilje spinket og sparet alt det vi aarket, og anvendt hver skilling vi kunde afse, til at betale dem der lavet det nye produktions-apparat. Og saa usselt end deres arbejde var blit betalt, vi hadde dog ikke paa lange veje kunnet bestride deres aflønning med de penge vi tjente — vi hadde jo, for at kunne klare denne usle aflønning, først vært nødt til at la to tredjedel af landets guld vandre over i barbarernes lommer, og dernæst hadde vi atpaa maattet stifte en vældig gjæld, som vi først nu for alvor kunde begynde at afbetale.
Hvordan var nemlig det hele gaat for sig?
Saalænge det første sæt etablissementer var under anlæg, tog vi som lavet produktions-apparatet ikke en skilling ind, vi bare gav penge ud — for vi hadde endnu ingenting at sælge. Endel af de penge vi gav ud blev tjent af landmændene som sat dem i banken, men hovedmassen af dem gik i lommen paa barbarerne, som lod centralbanken løse dem ind med guld. Baade de penge der gik i lommen paa barbarerne og dem der blev tjent af landmændene bragte imidlertid bankerne os tilbage og sa: „Værsgo, bare brug dem paany! men godskriv os for dem, og gi os sikkerhed i værdipapirer“ — og ved hjælp af at associere os med ejendomsbesidderne og faa dem til at udstede panteobligationer i deres ejendomme opfyldte vi denne
