alle de penge vi tjente, saa var det nu pludselig blit vor pligt at sørge for at de blev brugt op, og det til sidste øre. Følgelig var der ingenting til hinder for, at vi som tjente pengene, nu kunde anvende dem allesammen udelukkende til at øge vort eget velvære. Vilde vi handle som værdige sønner af vore fædre maatte vi ganske vist la ialfald en del af dem gaa til at lette befolkningens kaar; men rent økonomisk set var det ganske ligegyldigt hvilket af de to alternativer vi valgte. Bare pengene blev brugt op efterhvert som de tjentes, vilde vor økonomi i ethvert fald gaa i orden.
Men for at kunne træffe en bestemmelse om, hvad fortjenesten skulde bruges til, maatte vi jo vide, hvor mange penge det egentlig var vi tjente — og hvad der i det hele taget kunde faaes for dem.
At gjøre sig rede for det var imidlertid ingen vanskelig sag:
Dengang barbarerne kom, og vi saa at deres industri-produktion var saameget billigere end vor, besluttet vi foreløbig at la barbarerne forsyne landet med industri-produkter, mens vi selv lavet os et nyt konkurrence-dygtigt produktions-apparat — og for at det ikke skulde bli os en for kostbar affære, indskrænket vi landets forbrug af industri-artikler til det mindst mulige. For dernæst at skaffe os noget at betale barbarerne med, formindsket vi ogsaa saavidt gjørligt forbruget af landmands-produkter, og gav barbarerne de landmands-produkter vi derved fik tilovers i bytte for deres industri-produkter. Det var imidlertid ikke paa langt nær betaling nok. Ved hjælp af vort pengesed-
