cent af landets arbejdskraft disponibel, og vort udbytte kan da umulig komme til at bestaa af noget andet eller mere end det vi sætter disse 10 procent til at frembringe.
Vi maa derfor ikke bilde os ind, at vi naar produktions-apparatet er færdigt, fremdeles som før kan bli ved at øge vor fortjeneste ved hjælp af de nye foretagender hvormed vi sætter den disponible arbejdsstyrke igang. Vor fortjeneste har, i det øjeblik produktions-apparatet blir færdigt, naad sit maximum — og ethvert forsøg paa videre at øge den kan bare bringe ulykke over os selv som over befolkningen.
Et enkelt tanke-experiment vil gjøre det soleklart indlysende for enhver:
Lad os et øjeblik gaa ud fra, at vi efter at være naad frem til at producere „det nødvendige for alle“, beslutter at anvende alle de penge vi tjener til at frembringe luxus for os selv. Vi sætter da, til at begynde med, hele den disponible arbejdsstyrke igang med at lave os et apparat til at producere luxus paa — og vi lar dem lave det saa stort, at hele arbejdsstyrken, naar apparatet er sat op, kan sættes til at producere paa det. Da aflønningen af hele den disponible arbejds-styrke akkurat sluger hele vor fortjeneste, kommer det færdige apparat akkurat til at koste os de penge vi har tjent mens det blev lavet. Og det samme blir ogsaa tilfældet med den første forsyning af luxus-artikler som frembringes — den kommer til at koste os akkurat de penge vi har tjent mens den blev frembragt. Har det f. ex. tat en uge at frembringe den, saa gaar
