hadde med andre ord en samlet udgift af 100 millioner kroner om ugen at bestride.
Dengang vor produktion rak frem til at dække landets forbrug var de 40 procent af arbeidsstyrken som da blev disponibel — hele 1200,000 mand — af gründerne blit sat igang med at lave det første sæt overflødige etablissementer. De øvrige 60 procent, 1800,000 mand, frembragte imens alt hvad landet forbrugte af industri-artikler — og vi vil for en nemheds skyld si, at salget af disse artikler indbragte just netop akkurat de 100 millioner kroner, som industrien behøvet for at dække alle sine udgifter. Industriens uge-regnskab vilde følgelig for den der hadde hat en oversigt over alle dens indtægter og udgifter tat sig saaledes ud:
I løn til 1800,000 mand med deres arbejdsledere og forretningsførere udbetales 42 millioner kroner; salget af det disse folk producerer indbringer 100 millioner; bruttofortjeneste 58 millioner; salgsomkostninger og skatter 30 millioner — netto om ugen 28 millioner.
Af denne industriens netto-indtægt beholdt ejerne af industri-apparatet bare de 21 millioner; de hadde nemlig at betale renter af alle de penge de skyldte i i bankerne, og disse renter beløb sig til 7 millioner om ugen. Da imidlertid aflønningen af de resterende 1200,000 mand med deres arbejdsledere og forretningsførere krævet 28 millioner om ugen, maatte industrien for at klare sine udgifter laane de 7 millioner tilbage af bankerne igjen.
Det var ogsaa akkurat hvad bankerne kunde laane dem.