Naar nemlig landmændene af de penge de tog ind paa sit indenlandske salg, hadde dækket alle sine udgifter, salgs-omkostninger og skatter iberegnet, sat de jo i banken hvad de hadde tilovers. Og de penge industrien tog ind paa salget af sine produkter udgjorde jo sammen med dette landmændenes overskud paa deres indenlandske salg, akkurat det beløb som skulde til for at dække, baade industriens udgifter og bankernes centralbankens og de gamle grunderes forbrug. At de 100 millioner som industrien tog ind paa salget af sine produkter akkurat dækket industriens egne udgifter, vilde altsaa si, at landmændenes overskud paa deres indenlandske salg akkurat dækket bankernes centralbankens og de gamle gründeres forbrug. Bankerne behøvet følgelig ikke at røre ved de 7 millioner de inkasserte i renter, de kunde helt og holdent disponere over dem til udlaan. Ganske vist hævet centralbanken ud over sit forbrug de penge hvormed den indløste landmændenes guld og tog derved hul paa de 7 millioner, men da landmændene sat pengene de fik for guldet i banken igjen, blev alle de 7 millioner alligevel disponible til udlaan.
Praktisk gik jo tingene saaledes for sig:
Industriens 100 millioner kroner blev i ugens løb, efterhvert som de kom ind, sat i banken, og bankerne tog ugen igennem af disse penge hvad de behøvet. Om lørdagen kom saa landmændene og bragte dem hele sin fortjeneste. Guldet landmændene hadde tat ind paa sit udenlandske salg blev sendt ind til centralbanken og brugt til at betale renter og afdrag paa
