Ved første øjekast skulde man altsaa tro, at vi ved nu at la disse penge bli liggende kun led et tab af 1400,000 kroner om ugen eller 72,8 millioner om aaret. I virkeligheden tabte vi imidlertid noget ganske skrækkelig meget mere —:
Da vor produktion efter den nævnte menneskealders forløb endelig rak frem til at dække landets forbrug, tjente vi alt i alt 28 millioner om ugen ud over vort eget forbrug — og hadde vi dengang vært vor opgave voxen og kunnet handle som vi hadde hjerte til, vilde vi sandsynligvis, til fordel for befolkningen, ha git afkald paa halvparten af denne nettogevinst, og nøjet os med at beholde 14 millioner om ugen for vor egen mund. Naar vi saa hadde faat vort luxus-apparat færdigt, vilde vi for disse penge hver eneste uge kunnet kjøbe og bruge for 14 millioner i luxus — vi vilde med andre ord da kunnet øge vort forbrug med 728 millioner om aaret og altsaa ha kommet til at føre en helt anden existens end den vi hidtil, af hensyn til landets økonomi, hadde maattet nøje os med. Og samtidig vilde altsaa befolkningen — saasnart den fornødne udvidelse af nødvendigheds-apparatet hadde fundet sted — endelig kunnet komme til at leve et økonomisk sorgfrit liv, efter en hel menneskealder igjennem at ha maattet spinke og spare paa det nødvendigste.
Vi var imidlertid ikke vor opgave voxen, vi handlet fuldstændig i blinde, fordi vi ikke hadde nogensomhelst oversigt over situationen, og de 28 millioner om ugen vi tjente blev derfor ikke anvendt til at øge vort eget
