og befolkningens velvære, men til at anlægge en vældig hoben nye etablissementer, som aldeles umulig vilde kunne finde nogen afsætning for sine produkter, eftersom vi selv ingensomhelst brug hadde for disse produkter, og befolkningen ingen penge hadde at kjøbe dem for.
Da disse nye etablissementer blev færdige og traadte i virksomhed viste det sig ogsaa strax, at vi ved at drive dem reducerte vor fortjeneste ned til det halve af hvad den hadde vært. Det fordelagtigste for os pengepisk-svingere vilde nu ha vært strax at nedlægge driften af de overflødige etablissementer og gaa igang med at anvende de 28 millioner om ugen til at frembringe luxus som vi selv ønsket at kjøbe. Isaafald vilde hele fortjenesten være kommet os selv tilgode. Det lod sig imidlertid ikke gjøre, siden vi ikke opererte i fællesskab og for én regning. De hundrede og noen tusen etablissementer drev jo allesammen forretning for hver sin regning med det formaal at tjene penge, og saalænge der endnu var en skilling at tjene faldt det derfor ingen af dem ind at stanse. Driften af de overflødige etablissementer blev derfor fortsat. I og for sig var imidlertid det ikke egentlig nogen ulykke. Konkurrencen mellem etablissementerne kom jo nødvendigvis til at drive priserne ned; vi vilde bli nødt til at sælge det vi nu producerte med en udgift af 56 millioner, for de samme 100 millioner som vi tidligere hadde faat for det vi dengang frembragte med en udgift af 42 millioner; den halvpart af fortjenesten som gik tabt for os vilde saaledes, ialfald for en væsentlig
