— og da de hadde plejet at kjøbe bort 3 af de 12 millioner i industri-artikler, gik industriens afsætning for det første ned med disse 3 millioner. Men dermed blev det ikke. Byernes befolkning kunde jo ikke rolig se paa at 600,000 mand med deres familier sultet ihjel, den skjød derfor 9 millioner sammen til dem for at de ialfald kunde ha mad i munden og tag over hodet — og da den brave befolkning til gjengjæld selv maatte spare ind 9 millioner paa sit eget budget, og mad og hus jo ogsaa for den var det mest uundværlige, kom den nu til at kjøbe for 9 millioner mindre i industri-artikler end før. At de 12 millioner ikke mere blev besørget over i de 600,000’s lommer betød altsaa for industrien en nedgang i dens afsætning af 12 millioner, og den 3die lørdag laa der følgelig ikke længer hundrede, men bare 88 millioner kroner i bankernes kasser. Fortjenesten var med andre ord gaat ned fra 14 til 2 millioner kroner — og den vilde være gaat ned til nul, hvis de afskedigede arbejdsledere og forretningsførere hadde vært uformuende og altsaa hadde maattet hjælpes paa samme maade som de 600,000.
I betragtning af de stærkt nedadgaaende „tider“ besluttet etablissementernes direktører at la de tjente 2 millioner, sammen med de 7 som laa igjen fra forrige lørdag, bli staaende i bankerne som reserve, og der blev altsaa ikke længere uddelt noget aktie-udbytte. Ejendomsbesidderne maatte derfor nu betale sin pantelaans-rente — de 7 millioner som bankerne skulde ha — af de penge deres ejendomme indbragte dem,
