slap med 8 millioner mindre i husleje, hadde den følgelig alligevel 16 millioner mindre at fare med, og kunde ikke længer som før krisen kjøbe industri-artikler for 38 millioner om ugen, men bare for 22. Den fik imidlertid nu for disse 22 millioner omtrent ligesaa meget som dengang for 35, saa differencen blev ikke saa farlig stor endda. En ganske anderledes følelig forskjel var det, at befolkningen nu maatte bo sammenstuvet som sild i en tønde for at spare de 8 millioner i husleje. Men den væsentlige og uhyggeligste forskjel bestod naturligvis deri, at 600,000 mand, som tidligere hadde kunnet leve af sit arbejde, nu maatte drive arbejdsløse omkring og leve paa den øvrige befolknings bekostning.
Det var imidlertid ikke blot byernes befolkning, som hadde faat sine kaar væsentlig forslettet, ogsaa for os pengepisk-svingere var situationen uhyggelig forandret til det værre:
De 28 millioner vi tjente, før krisen brød ud, og som allerede i krisens første uge sank ned til 14, var jo penge vi tjente netto, ud over hvad vi brugte — derfor hadde vi ogsaa kunnet la de 14 millioner bli liggende, hvad der altsaa gav krisen anledning til at udvikle sig. De 12 millioner vi nu tjente, var derimod penge vi maatte bruge hver skilling af bare for at kunne leve som vi plejet. Ejendomsbesidderne og industri-funktionærerne hadde nemlig i løbet af krisen faat sine personlige indtægter til den grad reduceret, at mens de før helt hadde kunnet leve af dem, saa var disse indtægter nu blit 12 millioner for smaa til at kunne dække
