paa sit værste — der kom til at mangle meget paa det. Den halvsultende befolkning kom jo til at stuve sig endnu tættere sammen end før, om sommeren kom den vel til at flytte helt paa gaden — dens husleje vilde i hvert fald bli pint ned til en ren ynkelighed. Og det samme vilde bli tilfældet med de besiddende klassers husleje. Ikke blot de forarmede pengepisk-svingere, men ogsaa de arbejdende industri-funktionærer, som under den nye krise sparet hvad spares kunde, vilde nu ha forladt de komfortable lejligheder, de altid hadde været vant til at bo i, og være flyttet ind i en del af de ledige arbejder-lejligheder som var at faa for en slik og ingenting. Hvis ejendommene under disse omstændigheder endnu indbragte de 2 millioner om ugen som skulde til for at dække bankernes centralbankens og de gamle gründeres forbrug, da vilde det sikkerlig være alt.
Men det vilde jo si, at renten af det svimlende Beløb som indestod i bankerne nu istedenfor 7 procent bare indbragte 2 procent — og af dem vilde bankerne endda bare kunne gi den ene til sine klienter. Centralbankens og de gamle gründeres formuer, som paa den maade bare kom til at indbringe 1 procent istedenfor 5, vilde dermed være reduceret til ⅕ af sin tidligere værdi — og gjældsfondet vilde være ruineret og ikke længer kunne betale mere end ⅕ af statens gjæld. Og hvis de gamle gründere, ærgerlige over denne rentefodens nedsættelse til 1 procent, fandt paa at ville ta sine penge ud af bankerne, saa vilde de jo ikke kunne faa dem. Bankerne hadde jo aldrig havt i sine kasser
