Saa meget er derfor klart, at paa den luxus-produktion vi sætter igang, maa der ikke tjenes en skilling. Men maa der ikke tjenes penge paa den, kan den jo heller ikke overlades til det private initiativ — vi maa da organisere os og la den sætte igang for vores alles fælles regning.
Det er vi desuden nødt til at gjøre ogsaa af en anden grund. Den grund nemlig, at vi jo slet ikke paa forhaand kjender det luxus-behov som det gjælder om at tilfredsstille. Ingen enkelt af os engang, kan paa forhaand gjøre op med sig selv, hvad slags luxus han ønsker at kjøbe for de penge han kommer til at tjene — det kan han først gjøre sig rede for, naar han faar se den luxus som bydes. Og endnu langt mindre lar det sig paa forhaand beregne, hvad slags luxus, og hvor meget af hvert slags, vi alle tilsammen kommer til at ville kjøbe. For at faa rede paa det er vi nødt til at gaa forsøgsvis tilværks, og prøve os frem til vi finder det ud. Det er altsaa paa forhaand givet, at den luxus-produktion vi fra først af sætter igang, i mange maader vil vise sig at være forfejlet, en hel del af det der produceres kommer ikke til at bli solgt — og en mængde etablissementer kommer til at maatte, dels indskrænke sin drift, dels helt lægge den ned. Og hvis hvert enkelt etablissement drev forretning for egen regning, da vilde jo det betyde fallit for vedkommende etablissementer og arbejdsløshed for dem de beskjæftiger. Men arbejdsløshed og falliter betyder formuer som flyder fra sine ejere.
Skal vi altsaa undgaa formuernes glidning maa ikke
