bunden i ens ejendom og derved kanske fordoble sin indtægt var jo fristende nok — men risikoen forekom nu mange at være for uhyggelig stor. Kapital der først var gjort flydende viste sig at ha forbandet let for at flyde fra sin ejermand istedenfor at øge hans indtægt — og sad man med en ejendom, der rundelig indbragte hvad man hadde brug for, da var der sandelig ingen mening i at sætte denne sikre indtægt og dermed hele sin velfærd paa spil, for muligens at kunne faa sin indtægt forøget. Man skyldte baade sig selv og sin familie ikke at løbe den risiko. Slig ræsonnerte mange ejendomsbesiddere, og slig ræsonnerte ogsaa mange pengemænd, hvis formuer var store nok til at de kunde leve af sine renter — og fra det øjeblik af, da fagkriserne begyndte at grassere, saa man derfor til stadighed energiske foretagsomme gründere med hoderne fulde af planer til nye foretagender rende fortvilede omkring fra den ene penge- og ejendoms-mand til den anden, uden at kunne formaa nogen af dem til at sætte de fornødne penge ind, tiltrods for at en ledig arbejdsstok stod færdig til at ta fat, bare pengene var skaffet tilveje.
Selvfølgelig var det ikke alle penge- og ejendoms-mænd som ved det tossede krise-væsen paa den maade blev bragt til at glemme hvad al ejendom er indstiftet for. Ellers vilde det jo set galt ud for os allesammen. Anlægget af det nye produktions-apparat hadde jo da maattet indstilles, og snart hadde saa hverken penge eller ejendom git noget af sig. Nej, en mængde ejendomsbesiddere sat fremdeles modig sin ejendom ind
