muer ved kommercielle eller finansielle operationer. Osv. osv. — kort sagt: en mængde sær-interesser rejste sig mod organisationstanken.
Der fandtes imidlertid blandt Østens pengepisk-svingere endnu saa megen forstaaelse af, hvad al ejendom egentlig er indstiftet for, og saa megen god vilje, at en sammenslutning alligevel vilde være kommet istand, hvis man bare for alvor hadde vært overbevist om, at det virkelig var muligt at drive landets samlede produktion og omsætning som en eneste stor kjæmpeforretning. Men de færreste hadde nogen egentlig tro paa, at det virkelig lod sig gjøre. „Det vilde bli en altfor uendelig indviklet og indfiltret affære! — det gaar pokker ikke!“ sa de fleste og rystet vantro paa sine hoder. Og fordi troen manglet gik sær-interesserne af med sejren. Organisations-tanken blev ganske vist en tidlang ivrig diskuteret; der blev skrevet og talt, snakket og vrøvlet, for og imod, offentlig og privat, i aviser, paa møder og mand og mand imellem — men det lykkedes ikke at faa viljerne bragt sammen.
Det eneste positive resultat af organisations-foreningens virksomhed blev, at en sammenslutning virkelig kom istand mellem producenterne i en enkelt branche, som netop laa stygt nede under overproduktion dengang organisations-foreningen begyndte sin virksomhed. Fortvilede over den elendige forfatning hvori deres affærer befandt sig greb producenterne i denne branche sammenslutnings-tanken strax den blev kastet ud, og klamret sig til den som til en redningsplanke.
