dre brancher gav sig til at organisere sig, den ene efter den anden! smaafolk kom jo da til at sulte ihjel i massevis! — og det spørgsmaal blev for fuldt alvor opkastet: Bør det være tilladt paa den maade at ta brødet ud af munden paa folk?
Spørgsmaalet blev ivrig diskuteret, og de fleste kom til det resultat, at det var aldeles utilbørligt og burde forbydes ved lov. Man ræsonnerte nemlig som saa:
Der er jo ingen som betviler, at en rationelt ordnet lands-produktion er meget fordelagtigere end den planløse anarkiske privat-produktion som nu drives. Ikke blot kan de konkurrerende producenter ikke paa langt nær beskjæftige den hele befolkning, men de er desuden nødt til at beskjæftige en vældig mængde mennesker med arbejde som kun er nødvendigt fordi de konkurrerer med hverandre. Alt dette arbejde blir jo overflødigt naar produktionen organiseres, og baade den vældig mængde arbejdskraft som derved indspares, og den vældig mængde arbejdskraft som de konkurrerende producenter maa la gaa ledig, vil af lands-produktionens centralstyre bli anvendt til produktivt arbejde — hvad der jo er en stor og utvilsom fordel.
Men nogen saadan fordel opnaaes ikke ved at organisere en enkelt branche. At producenterne i den enkelte branche, ved at organisere sig og ta monopol paa branchens produktion, gjør en mængde arbejdere administrations-funktionærer og mellemmænd overflødige, og derved indsparer en masse arbejdskraft, tjener jo kun til at øge arbejdsløsheden, fordi den en-
