vilde spurgte hverandre, hvad djævelen der nu var at gjøre — ja for dette vanvid maatte jo ha en ende! — Og længe varte det ikke før røster lod sig høre, mørke alvorlige røster, som banet sig vej op fra folkedybet og sa:
— De der svinger pengepisken i vort land har vist sig uværdige til at svinge den; la os ta den fra dem og svinge den selv!
Befolkningen studset og lyttet... det var jo som talt ud af dens eget hjerte... men — lod det sig ogsaa virkelig gjøre?...
— Vist lar det sig gjøre, svarte de mørke røster — vi behøver jo bare at ville. Og vel kan det synes haabløst ved første øjekast, for os, alle millionerne, at ville bringe vore viljer sammen, naar det ikke engang har kunnet lykkes for vore pengepisk-svingere, skjønt de bare udgjør nogle hundretusen. Men der er en væsentlig forskjel mellem dem og os. Hver enkelt én af disse hundredetusinder hadde sine særinteresser, mens vi, millionerne, alle tilhobe bare har én eneste interesse — den at hver mand i landet skal kunne leve sorgfrit af sit arbejde. Og fordi denne eneste interesse er vores alles, vil vore viljer kunne bringes sammen, tiltrods for at vort antal er det mangedobbelte af deres.
Befolkningen lyttet opmærksomt... det var atter som talt ud af dens eget hjerte... men, men — hvorledes skulde det gaa til?
— Saaledes! svarte røsterne — og ikke anderledes:
