ladelig holdt á jour med, hvorledes disse lagere enten voxer, fordi der i vedkommende branche produceres for meget, eller minker fordi der produceres for lidt — og mens produktionen i de brancher hvis lagere viser sig at voxe, øjeblikkelig indskrænkes, sætter centralraadet al den arbejdskraft, som derved blir disponibel, til at rejse nye etablissementer i de brancher hvis lagere viser sig at minke. Og skulde den fart hvormed en branches lagere tømmes, vise sig at være saa stor, at det blir nødvendigt at sagtne den, hvis man ikke vil se branchens lagere staa tomme før man endnu er istand til at øge produktionen i tilstrækkeligt mon, da har jo centralraadet det i sin magt at formindske efterspørgselen ved foreløbig at sætte priserne paa vedkommende branches produkter saa meget op, som nødvendigt er. Da anvisningernes masse vedblir at være den samme, vil jo en prisforhøjelse paa branchens produkter nødvendigvis tvinge efterspørgselen ned, og paa den maade vil altsaa lagerne kunne bringes til at vare, indtil de nye etablissementer blir færdige og kan bringe branchens produktion op i højde med efterspørgselen.
At centralraadet med sin fuldstændige oversigt over forbrug og produktion, sine vældige varelagere i alle brancher, og sit absolute herredømme over priserne, ikke blot til enhver tid kan honorere alle sine arbejdsanvisninger, men ogsaa inden kort vil bli istand til at sørge for at der virkelig blir produceret hvad der forbruges, er jo ganske indlysende og behøver ingen nærmere paavisning.
