arbejdernes krav paa bedre vilkaar. Kun forlangte de at kravene skulde efterkommes samtidig af alle konkurrenter, saa konkurrence-forholdene ikke blev forrykkede. For at sikre sig at dette krav skete fyldest dannet de somme steder arbejdsgiver-foreninger, der sat haardt imod haardt, hvergang arbejderne i deres by eller deres land fandt paa at rejse krav der ikke samtidig blev rejst i konkurrerende byer og lande; andre steder organiserte man de arbejdere der ikke vilde ha med strejker at gjøre, og brugte dem som modvægt mod strejke-organisationerne — man stillet, som det hed, gule foreninger op imod de røde, for at kunne holde dem stangen naar det blev nødvendigt. Men ud over det tog arbejdsgiverne ingen forholdsregler. Med stor ro saa de paa fagorganisationernes fortsatte væxt; de vidste jo, at den store masse af disse organiserede arbejdere slet ikke tænkte paa at ta pengepisken fra dem, men kun ønsket fredelig forhandling om bedre vilkaar.
Men den idé som de mørke røster hadde kastet ud nede fra folkedybet: at befolkningen burde slutte sig sammen og drive al produktion for fælles regning og indrette den efter alles tarv, hadde hos endel penge-pisksvingere affødt den modsatte idé, nemlig at de besiddende klasser burde slutte sig sammen og producere i fællesskab, for at kunne indrette produktionen efter sit tarv. Ganske vist vandt denne tanke ikke almindelig tilslutning, men den førte dog til, at der ogsaa i Vesten fandt en sammenslutning sted inden et par enkelte brancher. Og sammenslutningen bragte vedkom-
