ting andet end stille suk og resignerede jammerklager fra arbejdernes side over al den nye elendighed. Jeg tror ikke mere paa guddomsgnisten i menneskene! — lad altsaa din syndflod komme og skyll denne slægt af byttinger ned i evighedsdybet igjen, som du aldrig burde hentet dem op af, og lad os begynde forfra med en ny Adam og en ny Eva, som du altsaa faar se til at udstyre lidt bedre end de forrige; ellers blir s'gu det hele for kjedeligt.
— Saa sat, saa sagte, Satanas! svarer gamle Vorherre — endnu kan jeg ikke gaa med paa at gi menneskene op som uhelbredelige. Men er du blit utaalmodig og har tabt troen paa dem, nuvel da stil dem ligesaa godt først som sidst paa den store afgjørende prøve —: lad Kapitalen strax gaa igang med den store jordbrugs-revolution. Og det lover jeg dig: hvis de tre fjereparter af menneskene som da blir gjort arbejdsløse, virkelig finder sig i sin skjæbne og sætter sig resigneret til at sulte med korslagt arme, fordi det er blit for nemt at producere mad, ja da gir jeg som du menneskene op og lar som du lnsker min syndflod komme og skylle denne slægt ned i evighedsdybet igjen — og saa begyner vi spillet forfra med en ny Adam og en ny Eva.
Men jeg spaar dig Satanas, at paa den dag Kapitalen gaar igang med den store jordbrugs-revolution, da besegler den dermed selv sin egen skjæbne, og den dage vil hurtig være talte.
Du gjør nemlig menneskene storlig uret naar du mener, at guddomsgnisten er slukket i dem. Husk dog
