ger, og de vinger voxer ikke ud paa den før pengepiske lægges ned. Men da voxer de ogsaa ud pludselig, med et smæld. I samme øjeblik som arbejdstvangen forsvinder kommer nemlig arbejdsglæden — og den er det som gir sjelen vinger.
Men pengepisken forsvinder jo alt kjøb og salg og ejendoms-vogteri, og det arbejde som da behøves for at holde produktionen gaaende blir følgelig betydelig mindre end under ligheds-statens regimente, hvor masser af mennesker endnu beskjæftiges med disse nedværdigende arbejder. Men denne indsparing af arbejdskraft er ingenlunde det væsentlige. Hovedsagen er at med pengepisken forsvinder arbejdstvangen. At anvende sine kræfter et par timer om dagen til at delta i produktions-arbejdet, er nemlig, hvis det sker af egen drift og fri vilje, et dobbelt forstand behageligt arbejde. Det føles ikke blot som en forfriskende motion der holder ens sundhed vedlige og styrker ens kræfter, men det er ogsaa forbundet med bevidstheden om, at man paa denne behagelige maade sammen med alle de andre, skaber en tryg og sikker operationsbasis for menneskeheden under dens kamp mod den fiendtlige natur. Forfriskede af denne sunde styrkende motion, og glade ved det resultat den gir, vil menneskene ikke, naar de er færdige med den, lede ved arbejde lægge hænderne i skjødet — massen af dem vil tværtimod da med liv og sjæl kaste sig over sit egentlige arbejde, nemlig at deltage, hver paa sit selvvalgte vis, i den række operationer som menneskeheden, støttet paa sin
