langt han kunde se fremover, skulde hans dage vedbli at rinde hen paa denne jammerlige manér...
Hvorfor var han ikke født i en tid da der endnu ikke gaves skoler!... tænk om han var kommen til verden i den herlige middelalder og hadde faat voxe op i frihed paa en gammel ridderborg! — han saa sig færdes om som barn, klædt i en nydelig pagedragt — snart i fruerstuen hvor borgfruen og hendes terner sad ved rok og væv og talte om borgherrens og hans ridderes drabelige bedrifter... snart i kjøkken og bryggers mellem karle og piger, der allesammen behandlet ham ærbødig som den lille vordende riddersmand han var... men oftest ude i det fri, tumlende sig tilhest og tilfods sammen med andre pager og øvende sig flittig i alt slags vaabenbrug — indtil han blev saa stor og stærk at han kunde følge med som væbner naar borgherren drog i leding med sine riddere og svende. Da begyndte først hans egentlige liv. Og en dag øvet han saa en vaabendaad der vakte alles beundring, og den stolte lykke blev ham tildel, at borgherren slog ham til ridder paa selve slagmarken — han skjalv af stolthed bare ved tanken!... Og siden —? Han saa sig selv, en ridder i straalende rustning, holde paa en vælig ganger foran den fremmede ridderborg hvor hans hjertes dame sad højt i sit jomfrubur og ventet i længsel paa hans komme. Og vindebroen sænket sig for hans navn; han red stolt ind i borgen hvor han blev modtat med de største æresbevisninger; den unge dejlighed blev hentet ned fra jomfrutaarnet og faldt lige om halsen paa ham — og naar brylluppet var fejret
