med glans og pragt sat han hende op paa sadelknappen foran sig og sprængte hjem med hende til sin egen borg, hvorfra han herefter selv som borgherre drog i leding med sine riddere og svende, og gjorde sit navn berømt viden om...
Aah, at han ikke var kommen til verden i denne herlige gamle tid da livet var et vidunderligt æventyr helt fra barnealderen af ... Hvilken skjæbne isteden at være født i skolevæsenets graa tidsalder hvor ens barndom randt glædesløs hen med usselt trællearbejde, og hvor livet naar man blev stor saa ud til at arte sig endnu graaere — siden de stakler, der var blet voxne, med vemod talte om „den dejlige barndomstid“! Det var jo til at sørge sig ihjel over. Og han saa ingen anden udvej ud af det hele end at komme sig over til Amerika, drage ud i det vilde Vesten, tømre sig en hytte i kanten af ur-skoven, og leve der som jægersmand, strejfende ensom omkring paa hesteryggen, med karabinen slængt over skulderen og dolken og bowie-kniven i beltet, tungsindig grublende over de stolte henfarne tider da solen endnu skinnet ned paa en daadrig og lykkelig menneskeslægt...
Saadan var hans tanker da faderen en dag kom og spurgte ham hvad han hadde tænkt at bli. Spørgsmaalet kom ham som en overrumpling, og han hadde mest lyst til trodsig at svare: „jægersmand i det vilde Vesten!“ Men han forstod at faderen da bare kom til at le og gjøre nar af ham — og saa svarte han nok saa spagfærdig, at han endnu ikke hadde tænkt over det. Vel, svarte faderen — men nu faar du altsaa snart
