en kvinde endelig tog imod ham uden betingelser, uden sidetanker, frit og uden hensyn — som han éngang hadde drømt sig kjærligheden...
Han kom aldrig til at elske hende — han kunde jo ikke elske mere ... og hun var jo desuden ingen agtbar kvinde. Men naar han hadde sine mørkeste stunder og livsleden var lige ved at kvæle ham, da søgte han altid tilflugt i hendes betingelsesfri favn, og fandt da i hende paa éngang en moder, en søster, en veninde og en elskerinde, hvis stemme beroliget hans nerver, og hvis kjærtegn dulmet hans smerte. — Hun blev hans triste ungdoms trøsterinde. Men kjærlighed kom han aldrig til at føle for hende — hans hjerte laa øde, han følte sig ganske gold...
Saadan randt den hen, hans første ungdom. Optat med arbejde der ikke fyldte hans virketrang, og med kvinder der ikke fyldte hans kjærlighedstrang, gik han der og saa koldt og nøgternt paa tilværelsen og sa til sig selv: „Tja, stort er livet ikke værd; det lar sig ganske vist leve naar man benytter de trøstemidler som er at finde, men vorherre maa vide hvad det hele skal være godt for! Blev vi spurgt allesammen paa forhaand, om vi ønsket at fødes til et sligt liv — der vilde næppe én af os svare ja. —
— Hvor sørgeligt, naar han nu tænkte tilbage paa det, at ha faat sit livs brusende foraarsdrøm smadret paa en saa ynkelig manér! ... Hadde kjærligheden vært fri og ikke underlagt de økonomiske hensyn, den hadde kanske ført ham i døden — men aldrig hadde den indgit ham foragt for livet! Og den hadde neppe ført
