gen anden i verden, og denne sfære, som er udelukkende deres, forener dem. Men deres selvstændige virke skiller dem ad. De har hver sin individuelle gjerning at udføre og kan følgelig ikke altid være sammen — saa byder selve kjærlighedens lov, som kræver at hver af de elskende skal realisere sig selv helt ud, for den andens skyld.
Naar derfor det første berusende møde er tilende, og de elskende efterat ha sat hinanden stevne gaar hver til sin gjerning, endnu med visheden om kjærlighedens under brusende gjennem sit blod — da opdager de hurtig, hver for sig, at visheden om underet forvandler sig til uvished, derved at den anden ikke er tilstede. Ikke saa, at de allerede begynder at tvile om hverandres kjærlighed. Nej, men nu da de er blit alene hver med sig selv, staar det med ét lysende klart for dem begge, at som to frie selvstændige væsener, der hver har sin individuelle livsbane at gjennemløbe, er de hver især undergivet forandringens lov — og den dag vil altsaa kunne komme, da kjærlighedens under har ophørt at existere, fordi en af dem eller de begge ikke længer føler det samme som nu overfor den anden. Naturligvis tror og haaber de at det ingensinde vil komme til at ske, men muligheden er der og de kan altsaa aldrig, føle sig sikre. Enhver af dem mener ganske vist at kunne indestaa for sin egen kjærlighed; men ogsaa kun for sin ege, ikke for den andens. Hver især af dem føler sig git for tid og evighed i den andens vold, mens den anden føles
