heller ikke være, siden kjærligheden bestaar deri, at to frie selvstændige væsener begge gjensidig vil hverandre, og vil hverandre helt ud.
Og hvis de elskende en dag trætte siger til hverandre: „Denne frygt og bæven fra vi skilles til vi mødes er for oprivende; lad os i guds navn heller hver især opgi vort selvstændige virke, saa vi altid kan være sammen og til enhver tid svælge i den vellystige vished“ — da betyder det i virkeligheden intet andet, end at de to ikke længer vil hinanden helt ud; de har delvis opgit hverandre, de elsker hinanden ikke mere. At de er blit trætte af at elske i frygt og bæven, vil si at de er blit trætte af at elske i det hele taget — og det vil de hurtig komme til at opdage, hvis de virkelig opgir sine individuelle livsbaner for altid at kunne være sammen.
Tryghed har intet med kjærlighed at bestille. Kun saalænge de elskende gjensidig frygter hverandre, har deres kjærlighed en chance for at kunne holde sig — og selv da er chancen ofte ikke stor. Al kjærlighed begynder nemlig med at hver af de elskende i frygt og bæven siger til sig selv: „Gud, hvis den andens kjærlighed slaar klik, da har jeg bare rædsel og fortvilelse tilbage!“ Men denne gjensidige frygt har uhyggelig let for at gaa over til kun at bli ensidig. De elskende nøjes nemlig ikke, naar de mødes, med at beruse sig i visheden om at underet fremdeles existerer, de kan ikke la være stadig at prøve dybden af hverandres kjærlighed, for ialfald at overbevise sig om, at der ikke er nogen øjeblikkelig fare forhaanden. Og hvis
