vilde rolig ha sagt til Døden —: Saa, nu kan du trække af med mig. Jeg har ganske vist ikke faat leve det liv jeg var skabt for, og har derfor aldrig vidst af hvad lykke vilde si; men jeg har ialfald nu i min sidste stund opnaad at faa føle, at jeg ikke har levet helt forgjæves — og den trøst var alt hvad der endnu lod sig opnaa. Træk altsaa i guds navn af med mig of lad det ha en ende saa hurtig som muligt — for mig venter nu ingenting mere i verden.
— og idet saa Døden trak af med ham kunde han endnu ha vendt sig om en sidste gang og rakt tunge ad gamle gud Mammon der han sad ensom tilbage i sin gyldne sky og stirret slukøret ned i den tomme pengefælde.
Hvorfor forsøgte han ikke enten dette eller noget lignende?... hvorfor forsøgte han i det hele taget intetsomhelst for at skaffe sit raseri over at være blit snydt for livet en smule luft?...
Fordi han i virekligheden slet ikke hadde vendt sig om og set og forstaat. Han begreb slet ikke at Mammon hadde bedraget ham for hans livs lykke — begreb oberhodet ingenting af det hele, og følte følgelig heller ingen grund til at være rasnde over noget; derfor bare laa han der og vred sig som en usselig orm under dødens klo og stirret imod alt det han aarket, angest for tilintetgjørelsen. — Indtil Døden blev den stærkeste og trak afsted med ham og han gik ud af verden ligesaa forstaaelsesløs som han hadde levet i den.
Saadan døde alle disse pengepisk-svingere, den ene
