KAPTIEL III
Menneskeheden føler sig gjenfødt
Operationen var altsaa lykkedes, kræftskaden skaaret bort. Atter var menneskehedens existens sikret, atter arbejdet massen af mennesker paa at frembringe hvad menneskeheden behøvet — det var jo et smukt resultat. Og glade trykket menneskene hinandens hænder og ønsket hverandre tillykke med at være sluppet ud af den lumske fælde, som theorien om de faas ejendomsret til alt hadde narret dem ind i. Taabelige hadde de vært! Ikke som en spore til arbejde hadde den virket, denne dumme ejendomret, nej som en skammelig bræmse paa menneskenes villige virkelystne kraft. I den grad hadde den lammet deres produktionsevne, at menneskeheden hadde vært sultedøden nær. Men nu hadde altsaa den store revolution gjort kræfterne fri; løsslupne kunde de tumle sig som de hadde trang til, og i lystig konkurrence med hverandre kappes om at frembringe hvad menneskeheden hadde brug for — ah! hvad var det dog ikke for en lettelse... Nys laa menneskene svinebundne inde i den lumske fælde og stirret fortvilet ud i en bælgmørk fremtid, hvor intet levende haab var at øjne. Og nu —: sprængte var lænkerne, fremtiden laa lys der foran dem, vinkende med tusen haab, og kræfterne rullet saa velgjørende frit gjennem aarerne, som aldrig før — ah! nu! skulde der bli arbejdet...
Og saa kom opfindelsernes tidsalder.
