bejdsløn, det var jo penge tat ud af lommen paa haandværk- og industri-arbejederen — det var netop de penge som tidligere hadde sat ham istand til foruden maden ogsaa at skaffe sig de øvrige nødvendighedsartikler som han behøvet. Nu, da de penge var tat ud af lommen paa ham, var resten af lønnen knapt nok tilstrækkelig til mad, endsige til noget mere. Om altsaa priserne paa andet end mad var høje eller lave, det var ham nu aldeles ligegyldigt — han kunde saa ikke kjøbe noget af det alligevel, hvor billiget der end var. Væveren som hver da vævet manget meter lærret i timen, blev gaaende uden skjorte paa kroppen! kularbejderen som producerte mange tons kul om dagen hadde ikke længer raad til at lægge i ovnen hjemme hos sig selv, hvor hans hustru og børn gik omkring og frøs saa de hakket tænder osv. osv. — kort sagt haandværk- og industri-arbejderens kjøbeevne var i bund og grund ødelagt.
Og da landarbejderens arbejdsløn paa grund af de daarlige tider for jordbruget, samtidig gik ned til den samme latterlighed som byarbejderens, saa var dermed hele arbejderbefolkningens kjøbeevne i den grad reduceret, at befolkningens masse omtrent ingenting mer kunde kjøbe af haanværk- og industriprodukter — og det som var produceret med deres tidligere kjøbeevne for øje, blev derfor nu liggende usolgt paa lagrene.
Dette fænomén: at de nødvendigheds-artikler som den arbejdende befolkning trængte, blev liggende ubrugte paa lagrene, fordi man ved lønsreduktioner
