værk og industri og suge ud af dem det blod, disse virksomheder selv trængte til sin næring og væxt.
Men dette idiotiske misbrug af ejendomsretten kunde der meget let sættes en stopper — mente revolutionsmændene — simpelthen ved at flytte ejendomsretten over paa nogen flere hænder.
Deres tankegang var denne:
Den, der ejer mere jord end der kan være tale om for enkeltmand at lægge under dyrkning, han kan ganske vist bortforpagte sin ejendom og leve fedt som snyltedyr paa sine forpagteres virksomhed, tiltrods for at jordbruget derved bringes til at stagnere. Men den, der ikke ejer mere jord end han selv kan lægge under dyrkning, vil han leve fedt, da maa han anstrænge sig for at drive ud af jorden hvad der kan drives ud af den — og det vil ogsaa kunne lykkes ham, naar han i kraft af sin ejendomsret kan holde sig alle snyltedyr fra halsen.
Og den handelsmand, haandværksmester eller industridrivende, der ikke blot har ret til selv at drive virksomhed, men ogsaa til at hindre andre fra at gaa sig i næringen, han kan ganske vist skaffe sig en stor profit ved at holde høje priser, tiltrods for at hans virksomhed derved nødvendigvis indskrænkes. Men den forretningsmand, der ikke længer har ret til at holde sig fremmed konkurrence fra halsen, han blir nok pent nødt til at holde billige priser. Og vil han skaffe sig en stor profit, maa det være ved dens størt mulige produktion. Men den størst mulige produktion. Men den størst mulige produktion er den som beskjæftiger alle.
