det nu kan være, saa kan de folk spørge saameget de lyster efter det de har behov for, der er ingen der konkurrerer om at skaffe dem det. Den slags pengeløse efterspørgsel er det jo aldeles umuligt for de konkurrerende producenter at ta noget hensyn til. Naar de konkurrerer paa haarde livet om at tilfredsstille „efterspørgselen“, da er det sandelig ikke fordi det morer dem at skaffe folk hvad de spør efter; nej, det er for at faa fingre i de penge, som gjennem efterspørgselen erklærer sig villige til at skifte ejermænd — de penge maa de nemlig se til at faa tag paa, for med dem er det jo de skal made sine dyr, saa dyrene ikke slaar dem ihjel.
Skulde altsaa virkelig den fri konkurrence kunne automatisk regulere produktionen efter befolkningens behov, da maatte det være fordi befolkningen under den fri konkurrences regimente til enhver tid fik sig stukket i lommen de penge, uden hvilke det ikke kan nytte at presentere sine behov i „efterspørgselen“.
Men er det tilfælde? —
—Ja! mente revolutionsmændene. Konkurrencen tvinger nemlig de konkurrerende producenter til at sælge med mindst mulig profit; skal de derfor tjene penge maa det være ved megen produktion — og da alle gjerne vil tjene saameget som muligt, vil deresproduktion altid bli den størst mulige. Men den størst mulige produktion er den der lægger beslag paa hele befolkningens arbejdskraft. Er konkurrencen fri vil derfor til enhver tid alle kunne faa arbejde; ingen behøver nogensinde at gaa ledig — og naar ingen ar-
