KAPITEL IV
Den fri konkurrence kan kun løse ejendomsrettens
opgave, hvis de besiddende klasser efterspørgsel
til enhver tid er stor nok til at alle kan beskæftiges
Men det var jo et løst og tosset ræsonnement:
De konkurrerende producenter kan umulig, selv med sin bedste vilje, til enhver tid beskjæftige alle. Ganske vist vilde det være fordelagtigst baade for dem selv og for den arbejdende befolkning om de kunde det, men de kan det ikke — pengenes dæmoniske magt hindrer dem absolut fra at gjøre det. Da de er nødt til at lægge sin produktion an paa at tjene penge, blir produktionens basis nødvendigsvis de besiddende klassers efterspørgsel — for dem er det der har pengere. Er altsaa de besiddende klassers efterspørgsel stor, blir der arbejde for mange; er den liden, kan der kun beskjæftiges faa. Og hvis i et givet øjeblik produktionen virkelig lægger beslag paa hele befolkningens arbejdskraft, da er det kun fordi de besiddende klassers efterspørgsel i det øjeblik er saa stor, at den del af arbejderne som den skaffer beskjæftigelse, ved hjælp af sin arbejdsløn blir istand til paa sin side at præstere en efterspørgsel stor nok til at beskjæftige resten af arbejderne.
Indtræffer dette lykkelige tilfælde — helt er det endnu aldrig indtruffet — da er ganske rigtig arbejdslønnen saa høj som den kan bli, og den arbejdende befolkning kan da ikke blot melde sine nødvendig-
