af dem; ingen ved hvem der til syvende og sidst vil vise sig at bli de virkelige ejere af det som er. Bare det ved man, at opgjør maa der til for at enhvers stilling kan bli klar, saa tilliden kan vende tilbage og produktionen sættes igang igjen. Og med opgjør driver man da paa, alt det man aarker. Men det kræver tid, og penge. Megen tid, og mange mange mange penge kræver de, disse talløse opgjør — og pengene strækker slet ikke til. Før, da pengene uden at betænke sig, rullet tillidsfuldt frem og tilbage mellem de besiddende og de arbejdende klasser for at besørge produktion og omsætning, gjorde de i den grad meget af sig, at man forbauset spurgte sig selv hvor alle de penge kom fra. Nu, da de vandrer mistænksomt og forsigtig omkring mellem de besiddende klasser for at besørge alle disse talløse opgjør, spør man fortvilet sig selv, om ikke størsteparten af pengene har gjemt sig bort, i den grad gjør de lidet af sig. Og dyre er de blit, pengene, fordi de ikke strækker til, skrækkelig dyre — de som ejer dem er de eneste der tjener noget i disse sørgelige tider. Men de lever ogsaa højt paa den almindelige elendighed, og savner slet ikke de florissante tider.
Naar man er rukket ned til elendigheds-niveauet har altsaa pengene andet at gjøre end at spekulere i en øgning af produktionen.
Først naar hovedmassen af de talløse opgjør er besørget, begynder her og der nogle penge at bli ledige, og de graadige gribbe der en tidlang har kunnet mæske sig bare med aadsler, gir sig da atter til at
