Det er sandt at kun hans legeme forblev iblandt os; hans sjæl dvælet i oldtiden. Han levet, den fortræffelige mand, med Leonidas i Termopylerne, paa Temistokles' snekke i havet ved Salamis; hos Æmilius Paulus paa Cannæ's marker; han faldt strømmende av blod i Trasimenersjøen, hvor senere en fisker fandt hans romerske ridderring. Han trodset Cæsar og guderne ved Farsalos; han svinget sit brutte sverd over Varus' lik i Herkyniens skog. Det var en vældig krigens mand.
Bestemt som han var paa at sælge sit liv saa dyrt som mulig paa Aigos-Potamos' strand og stolt over at tømme befrielsens bæger i det beleirede Numantia, foragtet hr. Chotard likesaalitt som andre slue hærførere at ta sin tilflugt til den træskeste krigslist.
– En list som bør anbefales, sa hr. Chotard en dag til os, mens han kommenterte et sted hos Ælianus, er at lokke den fiendtlige hær ind i et bergpas og tilintetgjøre den ved at styrte klippeblokker over den.
Han fortalte os ikke om den fiendtlige hær pleiet at være saa imøtekommende at la sig bruke til et saadant rænkespil. Men jeg haster efter at komme til den omstændighet hvorved Chotard gjorde sig berømt i alle sine elevers minde.
Han gav os til opgave for saavel vore latinske som franske stiler, beleiringer, slag og expiatoriske og propitiatoriske ceremonier, og det var mens han læste op disse beretningers rettede tekst at han utfoldet al sin veltalenhet. Hans stil og hans foredrag gav i begge tungemaal uttryk for den samme krigerske ild. Det hændte nu og da at han avbrøt sit tankeløp for at tildele os velfortjente avstraffelser, men han forblev heroisk i tonen selv i disse indskudte bemerkninger
