bekymret jeg mig litet om ham; nu da han ikke mere er, holder jeg av ham. Til syvende og sist var han mere værd end de andre jeg som jeg har hat siden jeg mistet dette. Han var vistnok tankeløs, men han var ikke slem, og jeg maa yde ham den retfærdighet at han ikke har efterlatt mig et eneste slet minde; det var et uskyldig væsen som jeg har mistet: det er meget naturlig at jeg sørger over ham; det er meget naturlig at jeg ser ham i tanken og at min sjæl morer sig med at gjenopvække erindringen om ham.
Paa denne tid for fem og tyve aar siden gik han før klokken slog otte gjennem denne skjønne have paa vei til skolen. Han var litt tung om hjertet: det var første skoledag.
Og dog travet han avsted med høkerne paa ryggen og snurbassen i lommen. Tanken paa at gjense sine kamerater gjød igjen litt glæde i hans hjerte. Han hadde saa mange ting at fortælle og saa mange ting at spørre om! Skulde han ikke faa høre om Laboriette hadde gaat paa jagt for alvor i Aigle-skogen? Skulde han ikke svare at han selv hadde redet paa hest i Auvergne-bergene? Naar man gjør noget saadant, er det ikke for at holde det skjult. Og desuten er det saa hyggelig at træffe kamerater igjen! Hvor han længtet efter at gjense Fontanet, sin ven, som gjorde saa venskapelig nar av ham, Fontanet som ikke var stort større end en rotte, men som var opfindsommere end Odysseus, og som overalt indtok den første plass med naturlig anstand.
Han følte sig helt let ved tanken paa at gjense Fontanet. Saaledes gik han gjennem Luxembourghaven i den friske morgenluft. Alt hvad han da saa
