Jeg maa allikevel tilstaa at jeg ikke omfattet alle med det samme venskap. Papirhandlerne som i sine butikvinduer utstillet de farvelagte billeder fra Epinal, var fra først av mine foretrukne. Hvormange ganger har jeg ikke staat med næsen klemt flat mot ruten og læst fra ende til anden teksten til disse smaa dramaer i billeder!
Jeg lærte mange av dem at kjende paa kort tid: der var nogen fantastiske som satte min indbildningskraft i virksomhet og utviklet i mig denne evne uten hvilken man intet opdager, selv i erfaringernes og de eksakte videnskapers verden. Der var nogen som ved at fremstille menneskelivet i et enfoldig og gripende lys, for første gang bragte mig til at skue det frygteligste av alt, eller rettere sagt det eneste frygtelige, skjæbnen. Kort sagt, jeg skylder billederne fra Épinal meget.
Senere, da jeg blev fjorten-femten aar, stanset jeg ikke mere op ved kolonialhandlernes utstillinger, og dog hadde jeg længe næret stor beundring for deres æsker med syltede frugter. Jeg foragtet kortevarehandlerne og søkte ikke at gjætte betydningen av det gaadefulde Y som lyser i guld paa deres skilter. Jeg stanset saavidt op for at løse de enfoldige rebuser som var fremstillet paa de gamle vinutsalgs forsirede gittere, hvor man ser en kvædefrugt eller en komet i hamret jern.
Min aand var blit mere kræsen og fandt kun interesse i kobberstikboderne, marskandiserutstillingerne og kasserne med de gamle bøker.
O, I gamle smudsige jøder fra rue du Cherche-Midi, I troskyldige bokhøkere fra kaierne, mine lærere og mestere, hvor megen taknemmelighet er jeg ikke
