Eder skyldig! I har tat Eder av min aands utvikling like meget og bedre end mine egentlige lærere. I brave mennesker, I har utbredt for mine fortryllede øine alleslags kostelige vidnesbyrd om den menneskelige tanke og det forgangne livs sælsomme former. Det var ved at gjennemstøve Eders bokkasser, det var ved at betragte Eders støvede utstillingsborde som bugnet av de armodslige levninger efter vore fædre og deres skjønne tanker at jeg umerkelig gjennemsyredes av den sundeste livets filosofi.
Ja, mine venner, ved at omgaaes de ormædte folianter, det rustne jernskrammel og de markstukne utskaarne paneler som I solgte for at leve, erhvervet jeg endnu som barn en dyp følelse av at alt er forgjængelighet, tomhet og skin. Jeg begyndte at ane at de levende væsener kun var skiftende billeder i verdensillusionen, og jeg har fra da av heldet til sørgmodighet, mildhet og medynk.
Friluftsskolen bibragte mig, som I ser, høie lærdomme. Den hjemlige skole var mig endnu mere gavnlig. Maaltiderne i familien, som er saa indbydende naar karaflerne er klare, duken hvit og ansigterne rolige, gir barnet sans og forstaaelse for hjemmets hygge, for livets enkle, hellige ting. Hvis han som jeg har den lykke at ha kloke og gode forældre, gir samtalerne ved bordet ham sundt skjøn og trang til at holde av. Han spiser hver dag av det signede brød som frelseren brøt og gav pilegrimene i herberget i Emmaus. Og han sir til sig selv som de: »Mit hjerte er helt varmt i mit bryst«.
De maaltider som kosteleverne indtar i refektoriet, har ikke den samme blidhet og den samme kraft. Aa, hvor hjemmets skole er en god skole!
