Og dog vilde man kun daarlig fatte min tanke hvis man trodde at jeg ringeagter de klassiske studier. Jeg tror at for at forme en aand er der intet som studiet av de to oldtidens kulturer efter de gamle franske humanisters metoder. Dette ord: humaniteter, som vil si smag, er vel anvendt paa den klassiske dannelse.
Den lille knegt som jeg nyss talte om med en sympati som man kanske vil tilgi mig naar man betænker at der intet egenkjærlig er ved den og at den har en skygge til gjenstand, den lille knegt som hoppet som en spurv gjennem Luxembourg-haven, var en ganske god humanist, om I vil tro mig. Han nød i sin barnlige sjæl den romerske kraft og de storslagne billeder hos oldtidens digtere. Alt hvad han saa og følte i sin velgjørende frihet som hjemmeboende elev som gaar og titter i butiker og spiser sammen med sine forældre, gjorde ham ikke ufølsom for det smukke sprog som skolen lærer. Langt derifra: han viste sig næsten saa attisk og saa ciceroniansk som det er git at være i en flok smaa stympere som regjeres av brave skolemestere.
Han arbeidet litet for berømmelsen og udmerket sig ikke synderlig paa hæderslisterne; men han arbeidet meget fordi det moret ham, som La Fontaine sa. Hans oversættelser til fransk var meget vel turnerte, og hans latinske taler vilde ha fortjent selv hr. inspektørens ros, hvis det ikke hadde været for enkelte forsyndelser mot syntaksen som jevnlig skjæmmet dem. Har han ikke allerede fortalt Eder at Titus Livius' beretninger fremlokket hans medlidende taarer da han var tolv aar?
Men det var da han landet ved Grækenlands strand
