at han fik skjønheten at se i dens enkelhets pragt. Æsops fabler hadde fra først av formørket hans sjæl. En pukkelrygget lærer utla dem for ham, han var pukkelrygget paa legeme og sjæl. Kan I tænke Eder Tersites føre de unge galatere til Musernes hellige lunde? Den lille knegt fattet det ikke. Man kunde tro at hans pukkelryggede pædagog, som særlig ofret sig for at utlægge Æsops fabler, maatte være skikket for denne gjerning: paa ingen maate! Det var en falsk pukkelryg, en kjæmpe av en pukkelryg, uten aand og uten menneskelighet, ondskapsfuld og uretfærdig. Han dudde ikke engang til at utlægge en pukkelrygs tanker. Forøvrig er de elendige, tørre smaa fabler som bærer Æsops navn, kommet ned til os forvansket av en byzantinsk munk med en trang og gold hjerne under tonsuren. Da jeg gik i femte klasse kjendte jeg ikke til deres oprindelse, og jeg brydde mig litet om at lære den at kjende; men jeg bedømte dem ganske som jeg nu bedømmer dem.
Efter Æsop gav man os Homer at læse. Jeg saa Tetis stige op over havet som en hvit sky, jeg saa Nausikaa og hendes terner, og palmetræet paa Delos, og himmelen og jorden og havet, og Andromake's taarefyldte smil... Jeg forstod og jeg følte. I seks maaneder var det mig umulig at komme bort fra Odysséen. Den blev for mig ophavet til meget straffearbeide. Men hvad gjorde vel ekstralekserne mig? Jeg seilet med Odysseus »paa det vinblaa hav«! Senere opdaget jeg tragikerne. Jeg forstod ikke stort av Aischylos; men Sofokles, Euripides aapnet mig helternes og heltindernes fortryllede verden og indviet mig i ulykkens poesi. Ved hver tragedie jeg læste