ringeste, som var mig, nogen smuler av sit smil. Jeg tok ikke blikket fra hende, og jeg trodde at spore i hendes smukke øine et uttryk av tungsind; det bragte mig ut av fatning. Det var fordi jeg var en trohjertet sjæl. Man bad hende om at spille piano. Hun spilte en nocturne av Chopin: jeg har aldrig hørt noget saa vakkert. Jeg syntes at føle Alice's fingre, hendes lange, hvite fingre, som hun hadde tat ringene av, streife mine øren med et himmelsk kjærtegn.
Da hun holdt op at spille, gik jeg uvilkaarlig og uten at tænke paa det, hen for at føre hende tilbake til hendes plass, og jeg satte mig ved hendes side. Da jeg følte duften fra hendes barm, lukket jeg øinene. Hun spurte mig om jeg var glad i musik; hendes stemme fik mig til at skjælve. Jeg aapnet øinene og jeg saa at hun hadde sit blik fæstet paa mig; ved dette blik var jeg fortapt.
– Oui, monsieur, svarte jeg i min forvirring ... Naar jorden ikke aapnet sig og opslukte mig i den stund, er det fordi naturen er likegyldig overfor menneskenes mest brændende bønner.
Jeg tilbragte natten paa mit værelse med at slaa mig i ansigtet med knytnæverne og kalde mig selv en tosk og en idiot. Om morgenen blev jeg liggende længe og tænke over det, men jeg kunde ikke forsone mig med mig selv. Jeg sa: »At ville si til en dame at hun er vakker, at hun er altfor vakker og at hun forstaar at lokke frem av pianoet suk, hulken og egte taarer, og ikke kunne si hende andet end disse to ord: Oui, monsieur, det er at være blottet mere end godt er for evnen til at uttrykke sine tanker. Pierre Nozière, du er et naut, gaa og gjem dig!«
Ak! jeg kunde ikke engang gjemme mig helt bort
