Jeg maatte vise mig paa skolen, ved bordet, paa gaten. Jeg gjemte mine armer, mine ben, min hals saa godt jeg kunde. Man saa mig allikevel, og jeg var meget ulykkelig. Sammen med mine kamerater hadde jeg endda den utvei at gi og motta næveslag; det er ogsaa en maate at hævde sig paa. Men sammen med min mors veninder var jeg rent bedrøvelig. Jeg følte hvor god denne leveregel fra Kristi Efterfølgelse var:
– Hvilket velgjørende raad, sa jeg til mig selv. Hvis jeg hadde skydd fru Gance hin usalige aften da hun ved at spille en nocturne med saa megen følelse fyldte luften med vellystig skjælven, hvis jeg da hadde skydd hende, vilde hun ikke ha sagt til mig: »Er De glad i musik?« og jeg vilde ikke ha svart hende: Oui, monsieur.
Disse to ord: Oui, monsieur ringet mig ustanselig for ørene. Erindringen om dem forlot mig aldrig, eller rettere sagt det syntes mig som om tiden pludselig var holdt op at rinde og at jeg stadig dvælet i det øieblik da disse uigjenkaldelige ord: Oui, monsieur netop var blit uttalt. Det var ikke anger som plaget mig. Angeren er søt mot det jeg følte. Jeg levet i mørk melankoli i seks uker, da opdaget selv mine forældre at jeg var et fæ.
Hvad der gjorde min fæagtighet endnu større, var at jeg i aanden var likesaa dristig som jeg i fakter var forsagt. Som regel er unge gutters intelligens streng. Min var ubøielig. Jeg trodde at eie sandheten. Jeg var voldsom og oprørsk naar jeg var for mig selv.
