»Dér vandrer langs lønlige stier de som en ublid elskov hentæret med grusom sot, og myrternes skog spreder sit dække derover... «
»Og myrternes skog spreder sit dække...« Aa! jeg kjendte denne myrternes skog; jeg bar den i mit bryst. Men jeg visste ikke dens navn. Virgil aabenbaret mig min uros kilde. Ved hans hjælp visste jeg at jeg elsket.
Men jeg visste ikke endnu hvem jeg elsket. Det blev mig aabenbaret den følgende vinter, da jeg gjensaa fru Gance. I er uten tvil mere klarsynt end jeg var. I har gjættet det, det var Alice jeg elsket. Undre Eder over en saadan tilskikkelse! Jeg elsket netop den kvinde i hvis nærvær jeg hadde gjort mig selv latterlig og som maatte nære meget ringe tanker om mig. Det var til at fortvile over. Men fortvilelsen var dengang ute av bruk; vore fædre hadde brukt den for meget og slitt den ut. Jeg foretok intet forfærdelig eller stort. Jeg gik ikke og skjulte mig under et gammelt klosters nedfaldne søileganger; jeg begravet ikke mit tungsind i ødemarken; jeg paakaldte ikke den isnende nordenvind. Jeg var bare meget ulykkelig og tok min studentereksamen.
Selv min lykke var grusom: det var at se og høre Alice og tænke: »Hun er den eneste kvinde paa jorden som jeg kan elske; jeg er den eneste mand som hun ikke kan utstaa«. Naar hun spilte, vendte jeg bladene og betragtet de lette haar som lekte paa hendes hvite hals. Men for ikke at utsætte mig for at si til hende endnu en gang: Oui, monsieur, avla jeg det løfte at jeg aldrig mere skulde henvende et ord til hende. Der indtraf snart begivenheter som bragte
